tirsdag den 27. november 2007

uge 2 - med lidt for mange ting?

Denne uges opgave lover, at vi skal kunne få styr på vores netverden, det lyder forjættende! Foreløbig er jeg nu kun nået delvis i mål - men lidt overblik er vel bedre end intet overblik??
(jeg har da fundet ud af, at Gitte har en klog bror - se mit "shared item")

søndag den 25. november 2007

Hjemme igen..

Besøget i Vara var en fin oplevelse på mange måder (ikke vejrmæssigt, det var rigtig november vejr). Gunlög, som er bibliotekschef i Vara, havde gjort et kæmpe forarbejde, så vi nåede rigtig langt med planlægningen. Projektets titel er "LL4S" - livslang læring for seniorer. Via projektet vil vi finde frem til gode eksempler på kreative og informelle læringsaktiviteter og hente ny inspiration fra hinanden. Partnerne er fra Italien, Spanien, Slovenien, England, Sverige og Danmark (Roskilde).
Anne Kathrine er projektleder for LL4S, hun planlægger at lave en rejseblog, så hold øje med den!
Vara er en ret lille kommune (ca. 15.000 indb.), men det var på mange måder et spændende sted at besøge. De havde fx. et meget flot koncerthus med teatersal, plads til konferencer, øvelokaler for dans og musik, café mv. Koncerthuset var bygget sammen med gymnasiet, så eleverne kunne bruge koncerthusets lokaler i undervisningen. Der var også ca. 50 forsamlingshuse/mødesteder rundt omkring i kommunen, meget forskellige i størrelse og med mange forskellige aktiviteter. Vi var bl.a. til en lille amatørteaterforestilling - af seniorer - ved seniorer - for seniorer (og os) i et forsamlingshus i en meget lille by. Jeg har desværre ikke billeder fra forestillingen, men jeg har fundet en video, som tydeligt viser, at det aldrig er for sent at have det sjovt - se selv!

tirsdag den 20. november 2007

På vej...


Så er jeg på vej ind i "23 ting" -

Jeg er også på vej til Vara (vores svenske venskabsby), hvor Anne Kathrine og jeg i de næste dage skal være sammen med biblioteksfolk fra Sverige, England, Slovenien og Italien.

Det kan være jeg skal bruge bloggen til at fortælle mere om den tur?

Men foreløbig er jeg spændt om det lykkes at lave det første indlæg, og om der er nogen, der ser med?

mange hilsner

Karen