fredag den 28. december 2007

Nytår på vej

Jeg synes, det er vældig hyggeligt at pynte juletræ; men det er også rigtig rart at få træet ud igen, så der igen bliver plads i stuen. Der er stadig lidt pynt rundt omkring, men det er heldigvis lykkedes mig at få julestjernerne slået ihjel i løbet af juledagene. Jeg gider ikke se mere rødt (heller ikke på min blog), nu skal der købes hvide tulipaner og primulaer, og nytårsaften skal forberedes. Godt at der stadig er nogle feriedage tilbage!

onsdag den 19. december 2007

En god dag med chat og gaver

Dagen startede med en workshop, hvor Lars hjalp mig i gang med chat og messenger. Af en eller anden grund troede messenger, at jeg ønskede at chatte på fransk!? Jeg ved ikke, hvor det kom fra; men Lars fik mig ind på rette spor, og det var très bien, for mit gymnasiefransk er rustet væk for mange år siden.
Ellers bød dagen på mange gaver:
Først i form af et bjerg af sorte julekasser, som tog alt mit udsyn på kontoret, indtil pakkerne stille og roligt blev fordelt rundt omkring på pladserne. Det var en velfortjent julehilsen fra kommunen, med tak for indsatsen i 2007. Julegaven var en tradition i gl. Ramsø, og den skik er nu ført med over i ny Roskilde.
Men dagens bedste gave var nok nyheden om, at Roskilde også efter 2010 skal være centralbibliotek på højeste niveau. Den besked har vi ventet rigtig længe på. En god og engageret indsats fra mange forskellige medarbejdere har givet bonus, hvor var det dejligt, at Brian endelig skrev under.
Jeg fik en mail fra en god kollega, som nu er på efterløn og flittig låner i Roskilde. Den mail vil jeg gerne dele med jer, der kigger på min blog.
Hun skrev "jeg har netop set på jeres hjemmeside, at Roskilde også efter 2009 fortsat skal være centralbibliotek. Tillykke til jer, hvor var det dejligt for bibliotekets personale, byen og for hele jeres centralbibliotekskreds. I er nemlig bare rigtig dygtige."
Det er altid dejligt at få ros - det er især dejligt, når det er velfortjent - så jeg skynder mig at dele roserne med jer derude!

torsdag den 13. december 2007

Bøger, ikke chat..

I de sidste par uger har jeg haft travlt med andre ting, men nu prøver jeg at få indhentet lidt af det forsømte. Hvordan øver man sig på chat, når man sidder alene hjemme og klokken nærmer sig 23?? Jeg sprang over uge 3 og kastede mig over uge 4.
Eksperterne har ret, Library Thing er sjovt!
Der er nu lang vej til alle mine bøger er lagt ind, men jeg har da fundet 5 og lagt dem ind, nogle af dem endda med forsider. Så ser en liste straks mere spændende ud.
Det bliver rigtig godt, at vi snart kan vise flere forsider på webben - godt at vi gik med i projektet omkring Nationale forsider!
Så nu er bøgerne kommet ind på min blog, videoen ud - forandring skal der til!

søndag den 2. december 2007

Så blev det december

vejret er nu stadig novemberagtigt, men det hjælper med julete, pebernødder, clementiner og mange stearinlys.. Traditionen tro er den første julepynt blevet fundet frem. I år har jeg også pyntet min blog med nye farver og en enkelt juletegning, "iGoogle" har fået forskellige gadgets og en julekalender, så nu er jeg parat til næste uges opgave.