mandag den 28. januar 2008

Thy

Så har jeg prøvet Picasa.... og kan derfor dele nogle indtryk fra en week-end tur til Thy med jer.

Som I (måske??) kan se på mit diasshow, var jeg så heldig, at vejret var rigtig flot i går, søndag. Thy har det hele, Vesterhavet, Limfjorden, klitter, heder, søer, ådale - det er helt forståeligt og godt, at Thy er blevet nationalpark, så herlighederne bliver bevaret!

Der skal lige nogle stednavne på, hvis I nu bliver inspireret til at tage på tur. Billederne er fra Agger, Lodbjerg og "Abildgårds Mølle" lidt nord for Hurup.

PS: Er der nogen der kan fortælle mig, hvordan jeg kan få større dias?? Hvis jeg skal gøre noget for turismen i Thy, du'r det jo ikke med de små størrelser...

søndag den 20. januar 2008

Delicious..

Jeg er kommet lidt bagud med mine ugeopgaver - og alligevel fik jeg jo en MP3 afspiller. Så nu skal det forsømte indhentes!!
Uge 5 er klaret, og fidusen ved del.icio.us er nem at få øje på, når man bruger forskellige pc'er og arbejder både ude og hjemme. Så den vil jeg straks tage i brug.

Men ellers var min musikalske oplevelse her i week-end'en en tur i Operaen, hvor de lige nu opfører Monteverdis Poppeas Kroning. Det var en flot visuel opsætning med næsten 4 timers musikalsk vellyd, originale instrumenter, dramatik, romantik, mislykkede mordforsøg...alt hvad hjerte og øre kan begære! Jeg har lagt en lille smagsprøve ind på video her ved siden af - tag fx. den med slutningsarien "Pur ti miro"! Og så skulle I bare høre det live, fantastisk som de kunne synge...Prøv at få fat på en billet, hvis du kan li opera.

PS: mon der er nogen eksperter, der kan fortælle mig, hvordan man kan klippe/slette overflødige videoer?? jeg har prøvet på mange forskellige måder, men ikke fundet ud af det.

mandag den 7. januar 2008

Hvor kort kan det blive?

Bibliotekets kompetencestrategi har været undervejs i et halvt års tid. Den er nu færdig, incl. handleplaner for 2008, og jeg skal, sammen med Lunde, i løbet af de kommende uger præsentere strategien på møder i de forskellige afsnit.
Så jeg arbejder lige nu på et powerpoint show, hvor jeg prøver at nå ind til kernen af strategien. Det er det med begrænsningens kunst....det kan være rigtigt svært at korte ned, når man allerede har tænkt nøje over de forskellige elementer og vendt hver sætning mange gange. Strategien fylder 10 sider, lige nu har jeg 23 slides, og der skal mere væk - hvor kort kan det mon blive, uden at de væsentlige pointer forsvinder??? Jeg har brug for at øve mig på teknikken "kill your darlings"!